Søg i denne blog

torsdag den 11. december 2014

GOFFMAN'S TEORI


Hvem er Goffman?

Erving Goffman (1922-1982) canadisk-amerikansk sociolog og socialpsykolog .

Han betragtes som en af de mest betydningsfulde sociologiske analytikere af det moderne hverdagsliv.

Han opererer med to centrale begreber Backstage (bag scenen) og Frontstage(på scenen) .

Billedligt kan man sammenligne med et isbjerg, hvor frontstage er det der stikker op over vandet, og backstage er det der ligger under overfladen.

Frontstage er hvordan man præsenterer sig selv i en given situation, Backstage det der ligger ud over.

Roller vi spiller, man fremfører måske et mere idealiseret billede af sig selv.

Begrebsforklaring:

  • Optræden: optræden drejer sig om at gøre indtryk på de tilstedeværende, og om at bekræfte over for sig selv og de andre, at man er den man giver udtryk for at være. Fremhæver de bedste ting.(ansættelsessamtale)
  • Hold: samling af f.eks kollegaer der arbejder sammen om at nå et mål, inden for nogle bestemte rammer. I løbet af en dag er man en del af flere forkellige hold. (Lære- pædagog-forælder der samarbejder om et læringsmål for barnet)
  • Område-adfærd: man ændre adfærd ud fra hvilken kontekst man er i.( Moderen der henter barnet i børnehaven opfører sig pædagogisk, da hun ved der er øjne på hendes adfærd. Derhjemme kan hun måske tale anderledes til barnet.)
  • Selvmodsigende roller: man spiller en rolle for at opnå noget,?
  • Kommunikation uden for rollen: F.eks tandlægen der taler til klinikassistenten i et andet sprog, end det han taler til patienten .
  • Kunsten at kontrollerer indtryk: indtryk styring handler om, at aktører ved hjælp af deres tale, kropssprog, påklædning etc, forsøger at kontrollerer det indtryk som publikum får, men også om det samarbejde, der forventes af publikum i form af eksempelvis, at overse eller se bort fra den optrædendes fejltrin, modsigelser etc. (udvise dramaturgisk(handlingslære) disciplin-omtanke-loyalitet- har gjort sig tanker om hvordan man bedst får udtrykt det man gerne vil have frem )eksempelvis er man til en konference, tager man jakkesæt på og taler fagsprog, er alvorlig. Eller hvis man feks møder sin læge til en fest, og ser hende i en helt anden rolle.

 

tirsdag den 9. december 2014

Anerkendende kommunikation

Anerkendende kommunikation er vigtig i relations arbejde i pædagogisk praksis, man kan sige at relationer er kommunikation.
Der vil altid forekomme en eller anden form for kommunikation, det kan være sprog eller kropssprog, for at en relation kan opstå.
I forhold til at nå positive relationer til barnet er det vigtig at være anerkendende i dialogen, det vil sige at ord og kropssprog viser at jeg er interesseret i det du siger. At du er aktiv lyttende, ikke bryder ind med egne meninger og erfaringer. at du med kropsprog signalerer at du er interesseret, øjenkontakt, smil, imødekommende holdning, spørger ind hvis der bliver tavshed. hvis det er et barn går man måske ned på knæ for at være i øjenhøjde. Man er opmærksom på mimik, gestik, tics, rystelser og lign.


Anerkendelse:
Aksel Honneth: Anerkendelse betyder, at se den anden som værende gyldig.


Anerkendelse indebærer, at jeg lader den anden være ekspert i egen oplevelse (Berit Bae)


Anerkendelse indeholder ingredienser som lytning, forståelse, accept, tolerance, bekræftelse og åbenhed


Anerkendelse betyder ”at se den anden som en væsentlig anden, uanset om man værdsætter eller er enig i det, den anden siger” (Honneth)


Gennem anerkendelse, værdsættelse og ros føler vi os set og hørt og dermed bekræftet. Godt for vores selvværd.


Anerkendelse udspringer af en grundlæggende holdning til ligeværd og respekt i relation til andre.


Hvad er definitionsmagt? Definitionsmagt betyder, at pædagogen er i en overmægtig position i forhold til barnet, når det gælder barnets oplevelse af sig selv. Definitionsmagten kan synliggøres i den måde pædagogen vælger at svare/respondere på barnets kommunikation




Anerkendende kommunikation indebærer:


  • At pædagogen ser barnet som en ligeværdig samtalepartner med medfødte kommunikative kompetencer
     
  • At pædagogen fysisk møder barnet i øjenhøjde (ned på knæ! Eller siddende overfor barnet) – at se ”ned på” barnet er fysisk at indtage en overmægtig position
     
  • At pædagogen tager ansvar for en samtale, hvor barnet fremhæves som kompetent og den voksne som den nysgerrige og interesserede
     
  • At pædagogen møder barnet som ekspert på eget liv, dvs. barnet tilføjer eget perspektiv til samtalen
     
  • At pædagogen for at kunne bekræfte barnets oplevelsesverden er i stand til at indtage en professionel distance til det, der samtales om. Dette indebærer selvrefleksion og selvafgrænsning 


Anne Lise Løvlie Schibbye:


  • Selvrefleksivitet – handler om at kunne forholde sig observerende til sig selv, at kunne være sit eget objekt – med andre ord, at kunne se sig selv udefra
     
  • Selvafgrænsning – handler om at kunne skelne mellem sine egne og andre oplevelser, samt at kunne forstå forskellige oplevelsestilstande i sig selv (mine versus andres følelser og tanker)
     
    -At kunne skelne mellem når man vurderer de andres oplevelser i stedet for at bekræfte dem
     


At opnå at blive støttende i andres udvikling, fremfor ledende.




Den anerkendende samtale består af:


-Aktiv lytning:


Ikke at afbryde, ikke at have en forestilling om, hvad det er, den anden vil sige, men at være nysgerrig og stoppe sine egne tanker om den andens kommunikation (nærvær, være i nuet), være rummelig og empatisk, have tålmodighed, give ro til pauser og stilhed.


-droppe fordomme, som bremser for nye forståelser


-stil nysgerrige spørgsmål, gerne åbne spørgsmål, med mange svar muligheder


At lytte aktivt betyder, at vi gør en aktiv indsats for at søge efter og forstå budskabet og dermed mening med det, der bliver sagt


At lytte følsomt:


-når vi lytter med hele vores sind og er opmærksomme på det, der kommunikeres parallelt med de ord, der siges.


 


 


 


 


 


 


 


 

KÆRLIGHED I PROFESSIONEL PRAKSIS.

Hvad er kærlighed?
  • Kontakt mellem mennesker - interrelationelt fænomen.
  • Kærlighed er en varm og inderlig følelse af hengivenhed og respekt for et andet menneske.
  • Et almenmenneskeligt behov.
  • Vi henter glæde og styrke fra de nære tilknytninger.
  • Vores evne til at skabe positiv samspil skaber grundlag for udvikling.
Giver det mening at inddrage følelser og kærlighed i pædagogisk praksis?
  • Tilknytningsteorien og teorien om indre arbejdsmodeller lægger vægt på, at barnet mødes med autencitet og nærvær, derfor kan det gi god mening at inddrage følelser og kærlighed i pædagogisk praksis.
  • Forskning og erfaringer viser, at det skaber livsglæde, trivsel og gode erfaringer at indgå i sociale fælleskaber.
Hidtil har man brugt de 3 P'er:
  • Privat
  • Personlig
  • Professionel
I fremtiden bliver der nok mere fokus på at inddrage følelser og kærlighed i pædagogisk praksis, da det fjerner kunstigheden og er mere autentisk. Pædagogen skal bruge sin sunde fornuft, og reflekterer over egne handlinger. Og der skal være accept af at pædagogen inddrager kærlighedsrelationer i praksis.









Mentalisering

Mentaliseringsteorien går ud fra, at alle mennesker bliver født med et dybt behov for, at blive set og forstået som et mentalt væsen.
Mentalisering er evnen til, at se og forstå sin egen og andres adfærd, som udtryk for indre mentale tilstande. Se bag adfærden, hvordan har personen det indeni. Få personen til at føle og mærke empati. Ikke inddrage egne personlige følelser.


Mentalisering er at forstå egen og andres adfærd ud fra mentale tilstande. Mentale tilstande er blandt andet følelser, tanker, behov, mål og grunde. Vi mentaliserer alle, når vi interagerer med hinanden, men vi er sjældent opmærksomme på, at vi gør det. Mentalisering foregår i hverdagen for det meste automatisk uden, at vi er bevidste om det. Eksempelvis når interaktionen med den anden glider let, og vi har det rart og godt med hinanden. Vi er ikke bevidste om det, men vi er hele tiden opmærksomme på vore egne og den andens mentale tilstande og tilpasser vores handlinger hertil. F.eks. små ændringer i den andens ansigtsudtryk eller måde at sige tingene på. At en stor del af vore interaktioner med hinanden forløber ved brug af automatisk mentalisering frigiver mental kapacitet til andre ting.


 


I det øjeblik der opstår gnidninger, misforståelser eller konflikter i situationen, så kan man gøre brug af kontrolleret mentalisering ved at overveje og reflektere over sine egne og den andens mentale tilstande i situationen. Eksempelvis hvis man sidder ved middagsbordet og konen pludselig bliver helt stille, holder op med at spise sin mad og kigger ned i bordet. I det øjeblik kan manden stoppe og og tænke over: "gad vide hvad der foregår, mon hun blev ked af det, jeg sagde ligefør". På baggrund af sine overvejelser om, hvad konens adfærd mon skyldes, kan han spørge hende og derved kan de i fællesskab nærme sig en forståelse af misforståelsen. Mentalisering kan beskrives som at forstå misforståelser. Når man mentaliserer har man sind på sinde; både ens eget sind og andres sind. Man ser bagom adfærden og overvejer, hvad der ligger bag en given adfærd.





ICDP- Internationalt Child Development Program

Fælles for ICDP-programmet ,mentaliseringsteorien og kærlighedsbegrebet er, at alle handler om måder at se "den anden" på.


ICDP skal sikre kvalitet af kontakt, samspil og tilknytning mellem barn og voksen.


Et meget væsentligt  formål for pædagogen er, at tilegne sig en bevidst indsigt i den måde hvorpå barnet ses, da samspillet styres af det bagvedliggende syn.
Altså har man et evt. dårligt/negativt syn på barnet, påvirker det samspillet mellem voksen og barn.


Der lægges vægt på hvordan pædagogen ser og definerer barnet, evt. redifinerer barnet.


ICDP består af 3 Dialogformer:
  • Den emotionelle.
  • Den meningsskabende.
  • Den regulerende.
De otte samspilstemaer:
·        Vis glæde for barnet -øjenkontakt, kropssprog ,understøttende ord) 
·        Se barnets initiativ – justér dig (følge barnets behov, målet er udvikling)
·        Inviter til samtale – lyt og svar (vise interesse, stil spørgsmål efter barnets evne)
·        Giv barnet anerkendelse (både sprogligt og kropsligt)
·        Fang barnets opmærksomhed (øjenkontakt, vejled kropsligt, hjælp)
·        Fasthold barnets opmærksomhed – vis følelser og entusiasme( vis at barnet er betydningsfuldt)
·        Forbind barnets oplevelse – uddyb og forklar( spørg om mere om emnet)
·        Fortæl barnet, hvad det må og skal. Trin for trin.
        ( grænsesætning, selvkontrol, tålmodighed,gentagelse)

Der skal mange gode oplevelser til for at indre arbejdsmodeller bliver ændret.(Bowlby)
RIG (Daniel Stern)

Ovenstående er ikke regler, men basale elementer i udviklingsstøttende og vejledende samspil.Som på sigt kan føre til bedre læring og medvirke til at forbedre de sociale kompetencer.









onsdag den 3. december 2014

Digitale kompetencer ja ja.... det går fremad...
 kan allerede en del, men der er stadig meget at lære!




Jeg er helt med på vigtigheden af at kende de digitale mediers betydning i pædagogisk praksis.
Det er vigtigt at kunne bruge de digitale medier, for dermed at kunne understøtte børn og unge i deres brug af disse. Der er både positive og negative sider ved dette medie, og et pædagogisk mål kunne være at give børnene viden og redskaber til at takle disse. Da vi lever i en digital verden, er det et must at kunne bruge diverse digitale medier, bla foregår næsten alt kontakt til forældre via intra.





tirsdag den 2. december 2014

Godmorgen... undervisning aflyst igen!!!
Arbejder videre på at blive blogger ;-D

Yes!
Jeg har lavet en blog... 
OPSTART MODUL 2 Pædagoguddannelsen
professionel kommunikation!!!
Rigtig spændende emne, tænker der er meget at lære. :-)