Anerkendende kommunikation

Anerkendende kommunikation er vigtig i relations arbejde i pædagogisk praksis, man kan sige at relationer er kommunikation.
Der vil altid forekomme en eller anden form for kommunikation, det kan være sprog eller kropssprog, for at en relation kan opstå.
I forhold til at nå positive relationer til barnet er det vigtig at være anerkendende i dialogen, det vil sige at ord og kropssprog viser at jeg er interesseret i det du siger. At du er aktiv lyttende, ikke bryder ind med egne meninger og erfaringer. at du med kropsprog signalerer at du er interesseret, øjenkontakt, smil, imødekommende holdning, spørger ind hvis der bliver tavshed. hvis det er et barn går man måske ned på knæ for at være i øjenhøjde. Man er opmærksom på mimik, gestik, tics, rystelser og lign.

Anerkendelse:

Aksel Honneth: Anerkendelse betyder, at se den anden som værende gyldig.

Anerkendelse indebærer, at jeg lader den anden være ekspert i egen oplevelse (Berit Bae)

Anerkendelse indeholder ingredienser som lytning, forståelse, accept, tolerance, bekræftelse og åbenhed

Anerkendelse betyder ”at se den anden som en væsentlig anden, uanset om man værdsætter eller er enig i det, den anden siger” (Honneth)

Gennem anerkendelse, værdsættelse og ros føler vi os set og hørt og dermed bekræftet. Godt for vores selvværd.

Anerkendelse udspringer af en grundlæggende holdning til ligeværd og respekt i relation til andre.

Hvad er definitionsmagt? Definitionsmagt betyder, at pædagogen er i en overmægtig position i forhold til barnet, når det gælder barnets oplevelse af sig selv. Definitionsmagten kan synliggøres i den måde pædagogen vælger at svare/respondere på barnets kommunikation

Anerkendende kommunikation indebærer:

• At pædagogen ser barnet som en ligeværdig samtalepartner med medfødte kommunikative kompetencer
   
• At pædagogen fysisk møder barnet i øjenhøjde (ned på knæ! Eller siddende overfor barnet) – at se ”ned på” barnet er fysisk at indtage en overmægtig position
   
• At pædagogen tager ansvar for en samtale, hvor barnet fremhæves som kompetent og den voksne som den nysgerrige og interesserede
   
• At pædagogen møder barnet som ekspert på eget liv, dvs. barnet tilføjer eget perspektiv til samtalen
   
• At pædagogen for at kunne bekræfte barnets oplevelsesverden er i stand til at indtage en professionel distance til det, der samtales om. Dette indebærer selvrefleksion og selvafgrænsning 

Anne Lise Løvlie Schibbye:

• Selvrefleksivitet – handler om at kunne forholde sig observerende til sig selv, at kunne være sit eget objekt – med andre ord, at kunne se sig selv udefra
   
• Selvafgrænsning – handler om at kunne skelne mellem sine egne og andre oplevelser, samt at kunne forstå forskellige oplevelsestilstande i sig selv (mine versus andres følelser og tanker)
   
  -At kunne skelne mellem når man vurderer de andres oplevelser i stedet for at bekræfte dem
   

At opnå at blive støttende i andres udvikling, fremfor ledende.

Den anerkendende samtale består af:

-Aktiv lytning:

Ikke at afbryde, ikke at have en forestilling om, hvad det er, den anden vil sige, men at være nysgerrig og stoppe sine egne tanker om den andens kommunikation (nærvær, være i nuet), være rummelig og empatisk, have tålmodighed, give ro til pauser og stilhed.

-droppe fordomme, som bremser for nye forståelser

-stil nysgerrige spørgsmål, gerne åbne spørgsmål, med mange svar muligheder

At lytte aktivt betyder, at vi gør en aktiv indsats for at søge efter og forstå budskabet og dermed mening med det, der bliver sagt

At lytte følsomt:

-når vi lytter med hele vores sind og er opmærksomme på det, der kommunikeres parallelt med de ord, der siges.